Ringe præstation og fordøjelsesproblemer hos heste

Skrevet af Malene 23/07/2020 0 Comment(s)

På konkurrencebanen er det som regel de mindste marginer, som gør forskellen mellem at vinde og tabe. Uanset hvilket niveau vi konkurrerer på, er det vigtigt for alle, at vores hest præsterer dens bedste, men det sker, at hestens præstation falder. Det kan der være rigtig mange grunde til; fordøjelsen og foderet er en af de afgørende for et godt helbred og præstation, og det er derfor vigtigt, at du understøtter din hests fordøjelsessystem med det rigtige foder og management.

Fordøjelsessystemets integritet – the basics

Heste er planteædere, der typisk bruger mellem 16-18 timer i døgnet på at søge føde fra en bred vegetation, som giver et langsomt, konstant flow af næringsstoffer gennem fordøjelsessystemet. Med en lille mavesæk og en stor bagtarm, er hesten det man kalder ”bagtarms-forgærer”, som gør dem i stand til at udnytte og optage næringsstoffer fra mange typer fibre. I bagtarmen lever der milliarder af mikroorganismer i fuld symbiose med hesten. Disse mikrober er afhængige af et konstant flow af fibre gennem fermentering for at sikre deres sundhed og integritet.

Mange præstations- og konkurrenceheste har dog en diæt og et management, som ligger langt fra det oprindelige, hvilket kan give store udfordringer til fordøjelsessystemet. Ligeledes kan stress relateret til restriktiv foldtid, isolering fra andre heste, transport samt intens træning give problemer, som har indflydelse på præstationen.

Ringe fordøjelsessystem og dårlig præstation

Stress forudsaget af træning, miljømæssige- og sociale faktorer, kan indlede en fysisk reaktion, der kan føre til forringet sundhed i tarmen. Stress er en væsentlig årsag til gastrisk mavesår, som igen er en væsentlig årsag til dårlig ydeevne. En hest, der kæmper med et dårligt fordøjelsessystem, kan mangle tilstrækkelig næring og energi eller være i så fysisk ubehag, at det vil påvirke dens evne til at udføre dens opgave.

Diæter lave på fibre og høje i stivelse har en seriøs indflydelse på fordøjelsessystemets integritet og er en stor faktor i udviklingen af mavesår, hvilket findes hos omkring 90 % af præstationshestene. Ligesom mavesårsproblematikken, er bagtarmen også en seriøs medspiller i sundheds- og præstations-problemerne. Integriteten i bagtarmen afhænger af en meget fin balancegang mellem gavnlige bakterier til fibernedbrydelse og mere skadelige bakterier. Denne balance kan hurtigt skifte til noget mere skadeligt. Ringe nedbrudt stivelse i høje mængder kan føre til en stigning i de ikke-ønskelige bakterier, som producerer mælkesyre samt et fald i de gavnlige bakterier. Som et resultat af denne dysbiose, vil bagtarmens miljø blive mere surt og føre til bagtarmsforsuring, som resulterer i inflammation i tarmvæggen. Forsuringen vil få endnu flere af de gavnlige bakterier til at dø, hvilket skaber flere toxiner, som kan skade tarmvæggen og forårsage sår. Når først tarmvæggen er ødelagt, vil det nedsætte fordøjelsen og absorptionen af næringsstofferne, som dermed skaber et fald i præstationen. Derudover gør disse tilstande bagtarmen øm og ubehagelig, hvilket fører til et adfærdsændringer, manglende fokus og træningsproblemer. Ligesom du eller jeg ikke vil være i stand til at udføre vores arbejde og klare os, hvis vi havde mavesmerter, er det nøjagtig det samme for din hest.  

Tips til optimering af tarmens integritet

Der findes selvfølgelig medicin, som kan hjælpe hesten, som er kommet ud i disse tilstande. Men det vil ikke være optimalt at have hesten på medicin i længere perioder hver dag. Derfor vil en forebyggende metode for at opnå en god og sund fordøjelse samt reducere risikoen for ringe præstation altid være at foretrække.

  1. Giv rigeligt med fibre

Fibre er absolut nødvendigt for et sundt fordøjelsessystem og for at hjælpe de gavnlige bakterier med at trives. Sørg derfor for at din hest har adgang til godt grovfoder 24 timer i døgnet. Et høj-kvalitets grovfoder, som udnyttes fuldt ud af hesten, kan i langt de flest tilfælde give nok energi til at understøtte selv hårdt arbejde. Tænk ind, at du kan bruge tilskud, som har en høj fordøjelighed fra tilgængelige fibre, hvis der behov for yderligere energi i stedet for at give større mængder korn.

Vandopløselige fibre, som fx slimstofferne i hørfrø menes at have en beroligende og beskyttende virkning på tarmslimhinden til fordel for fordøjelsessundheden, samtidig med at de er en fremragende madkilde til gavnlige bakterier.

 

  1. Reducer stress

Hvis du gerne vil reducere stress hos hesten, skal du sørge for at den får sine krav om foldtid opfyldt tilstrækkeligt. Sørg for så meget foldtid som overhovedet muligt og gerne minimum 12 timer i døgnet, hvor de kan bevæge sig, lede efter føde og socialisere med andre heste, hvilket alt sammen er vigtigt i forhold til at reducere stress og dens effekt på sundheden i tarmsystemet og dermed præstationen.

 

Sørg også for, at din hest er i stand til at udføre det arbejde, som du beder den om, hvilket mindsker både den mentale og fysiske stress. Ligeledes kan du sørge for, at din hest er vant til at komme ud andre steder, blive transporteret, se andre baner m.m. Alt dette vil blive langt mindre farligt for hesten, hvis den er vant til det, og dermed også skabe mindre stress ved konkurrencer.

 

  1. Understøt bagtarms mikroberne

Prebiotika kan hjælpe med at understøtte fordøjelsessundheden som fødekilde til de gavnlige bakterier. Gær-baseret prebiotika er videnskabeligt dokumenteret til at kunne hjælpe med en optimal fibernedbrydning samt hjælpe med at stimulere væksten af de gavnlige bakterier.

 

Hvis du har hestene hjemme, kan du sørge for at så/plante forskellige typer græsser, planter, urter, træer og buske, som hesten kan have adgang til, og som kan hjælpe på diversiteten af de gavnlige bakterier. Alternativt kan du tage din hest med ud i vejkanterne, engene m.m. og græsse. Bare 10 minutter om dagen kan hjælpe med at øge diversiteten af mikroorganismerne i tarmen med at understøtte et optimalt fordøjelsessystem og præstation.

Efterlad en kommentar